Historie

Foreningens Historie

Barnets Glæde blev stiftet 15. januar 1918 som en filantropisk forening. Det betyder, at foreningen er drevet af velgørenhed og menneskekærlighed. Barnets Glæde er fortsat en filantropisk forening.

Vi har kun begrænset materiale, der kan fortælle om vores historie, men efter sigende blev foreningen stiftet af driftige forretningsfolk på Amager, som ønskede at hjælpe fattige enlige mødre. Til at starte med opsatte de glasskåle på værtshusene i Sundby, hvori gæsterne kunne donere mønter til de enlige mødre til køb af mad og drikke. Foreningen afholdt desuden fugleskydning, tombola, efterårsfest og solgte annoncer i medlemsbladet. Senere kunne man også købe støttemærker for 10 øre pr. stk. Folkene bag foreningen støttede selvfølgelig også Barnets Glæde med store beløb gennem tiden.

Foreningens første formand var entreprenør Søren Larsen. Ifølge foreningens første medlemsblad, der udkom i oktober 1926, var Søren Larsen en kendt borger i Sundby. Citat; ”Han var jævn og retskaffen og medvirkede til at sprede lys i de mange små fattige barneøjne, som foreningen hjalp”.


I 1925 uddelte foreningen for ca. 3.000 kr. I de sidste knap 40 år har Barnets Glæde uddelt ca. 4 mio. kr. til ca. 6.500 børn.